Kalender med datoer og sæsoner for e-handel i Danmark

Som e-købmand med ansvar for en forretning på nettet, er der en række datoer og begivenheder, som du bør være opmærksom på, når du planlægger kampagner og tilbud. Du kender formentlig allerede de fleste, men har du styr på dem alle? Se kalenderen som infografik

E-handel i Danmark

Danskerne har taget e-handel til sig, og handler på nettet som aldrig før. Det udsagn er langt fra nyt, men ikke desto mindre er det fortsat en realitet i dag. I 2016 handlede vi på nettet for mere end 100 milliarder kroner, hvilket var en stigning på 16% i forhold til 2015. E-handel udgjorde i 2015 en andel på 24% af den samlede handel i Danmark, og den andel steg i 2016 til 27%.

På baggrund af tal fra 1. halvår 2017 og en fremskrivning af dankortforbruget, vurderer Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) at omsætningen for den danske e-handel i 2017 vil nå op på 115 milliarder kroner – en stigning på 14% i forhold til 2016, hvor omsætningen nåede historiske 100,7 milliarder kroner.

Historisk e-handel i Danmark

Internettet blev oprindeligt opfundet længe før det, vi i dag kender som nettet – World Wide Web (WWW). I Danmark begyndte rejsen på internettet for alvor omkring 1993-1994, hvor et stigende antal danske virksomheder gik online med egne hjemmesider.

I 1996 var 12% af danskerne på nettet, og tallet fortsatte opad i takt med at flere fik adgang til en computer med internetadgang. Henimod slutningen af 1990'erne, blev det teknisk muligt at betale med Dankort og andre betalingskort via hjemmesider. Den første Dankort-transaktion blev foretaget i april 1999, og dermed var det nye begreb "e-handel" født.

Hvad er e-handel?
Begrebet e-handel (elektronisk handel) spænder over alle former for handel mellem virksomheder og deres kunder, som foretages via internettet. Det kan være køb og salg af varer eller ydelser via hjemmesider og webshops, hvor kunden kan betale direkte med et betalingskort – eller køb og salg via e-mail med efterfølgende fakturering til betaling via elektronisk bankoverførsel.

Sæsonplanlægning

Som virksomhed, der beskæftiger sig med handel på nettet, er der visse datoer som bør have indflydelse på din planlægning. Det gælder planlægning i forhold til rettidig bestilling af sæsonbestemte varer og annoncering, men også i forhold til tekstforfatning af produktbeskrivelser til sæsonvarer på din webshop. Følgende begivenheder og sæsoner, kan være interessante for din virksomhed, når der skal målrettes kampagner og tilbud:

  • Børnepenge
  • Januarudsalg
  • Valentinsdag
  • Skolernes vinterferie
  • Påske
  • Mors dag
  • Fars dag
  • Skole- og studiestart
  • Halloween
  • Black Friday
  • Cyber Monday
  • Julehandel

Infografik

Grafikken herunder opstiller en række datoer og sæsoner, som er vigtige i forhold til e-handel. Vil du hellere se kalenderen i tekstform, så gå til artiklen.

Kalender med vigtige datoer og sæsoner for nethandel
Denne grafik er udarbejdet af Skriveren.dk. Du må gerne kopiere og dele grafikken på sociale medier eller indsætte den på din hjemmeside, når blot du samtidigt linker tilbage til denne side.
(Klik for at se i fuld størrelse)

Børnepenge

Den 20. i januar, april, juli og oktober

Børnepenge, eller Børne- og ungeydelse som betegnelsen retteligt hedder, er en skattefri ydelse som udbetales af det offentlige til børnefamilier med hjemmeboende børn og unge under 18 år. Børnepenge blev indført i 1987, og er lige siden blevet udbetalt 4 gange om året. Pengene kommer til udbetaling kvartalsvis, den 20. i månederne januar, april, juli og oktober, som en hjælp til udgifter til blandt andet bleer, mad, tøj, institutioner og fritidsaktiviteter. Ungeydelsen er for familier med hjemmeboende unge mellem 15 og 18 år, og udbetales ligeledes den 20., men her udbetales ydelsen i stedet hver måned.

I 2016 udbetalte staten børne- og ungeydelser for 14,4 milliarder kroner, og i 2017 skønner Skatteministeriet at den samlede udgift beløber sig til 14,6 milliarder kroner.

Total udbetaling i Danmark (2016):
14.386.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Alle.

Januarudsalg

Januar – nogle starter 27. december

Januar er måneden for detailhandlens store sæsonudsalg. Det er her, hvor varer købt i julemåneden byttes og nye varer købes. Det store udsalg i januar, er ikke kun forbeholdt de fysiske butikker, idet netbutikkerne også er hoppet med på vognen med salg af varer til udsalgspriser. Tidligere var januarudsalget én af de to store, årlige sæsoner for udsalg, som lå i januar og august. Men i takt med at Black Friday og andre begivenheder er kommet til Danmark, er årets udsalg nu fordelt på mange forskellige datoer og perioder.

Total omsætning i Danmark (2017):
Ukendt, samlet omsætning for e-handel i januar: 8.800.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Alle.

Valentinsdag

14. februar

Valentinsdag er især kendt, som dagen hvor kærestepar (og ægtepar), fejrer hinanden med romantiske kort, gaver og middage. Legenden siger at dagen, den 14. februar, er opkaldt efter Valentin, som i 200-tallets Rom blev dømt til døden af Kejser Claudius. Før sin henrettelse, lykkedes det ham at få smuglet et kærlighedskort til sin udkårne ud af fængslet. Sidenhen blev Valentin kåret til helgen, og legenden om Sankt Valentin og Valentinsdag opstod. Det er i hvert fald den kristne kirkes historie om Valentinsdag.

Den videnskabelige, og mere kulørte, fortælling om Valentinsdag, er at datoen den 14. februar blev brugt til en frugtbarhedsfejring i det gamle Rom. Mænd og kvinder blev parret i et kærlighedslotteri i forbindelse med en rituel ceremoni. Senere fortæller historien at kirken ønskede at erstatte hedenske fejringer med kristne traditioner, og at Pave Gelasius i år 498 skal have besluttet, at den 14. februar skulle være Skt. Valentins Dag. Læs den videnskabelige historie om Valentinsdag.

Uanset hvordan Valentinsdag blev til, opstod traditionen med udveksling af kærlighedskort, og den har længe været udbredt i USA og England. Først i slutningen af 1990'erne slog traditionen igennem i Danmark, og i dag er Valentinsdag hvert år katalysator for en række arrangementer og events med kærestepar som målgruppe.

Total omsætning i Danmark (2017):
Ukendt, samlet omsætning for e-handel i for februar: 7.800.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Blomster, smykker, accessories, restauration, events, oplevelser, rejser.

Skolernes vinterferie

Uge 7 + 8 i februar

Skolernes vinterferie er en ugelang skoleferie, som nogle kommuner indførte i 1970'erne. Det skete i forbindelse med at mange familier havde fået flere penge, og begyndte at tage på en ski- eller badeferie i løbet af årets første måneder – børnene blev taget ud af skolen imens. Som et forsøg på at samle og begrænse elevernes fravær til en fast uge, indførte kommunerne vinterferien hvert år i uge 7. I midten af 1980'erne havde de fleste kommuner i Danmark indført vinterferien, og i starten af 1990'erne, var ferien indført i hele landet.

Det er op til den enkelte kommune selv at bestemme, hvornår vinterferien skal ligge. De fleste lægger den i uge 7, mens andre har valgt uge 8 – afhængigt af den øvrige ferierytme. Ikke alle danskere tager på ferie i uge 7 eller 8, hvilket afspejles af de mange kulturelle tilbud og arrangementer, der afholdes hvert år i vinterferien.

Total omsætning i Danmark (2017):
Ukendt, samlet omsætning for e-handel i for februar: 7.800.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Restauration, events, oplevelser, rejser.

Påske

Marts eller april

Påsken er navnet på en uge i marts eller april, som indeholder forskellige kristne helligdage. Helligdagene i påsken er: Skærtorsdag, Langfredag, Påskedag og 2. påskedag. Oprindeligt var påsken en jødisk fest, der senere blev indlemmet i den kristne kirke, som en række vigtige mærkedage for blandt andet Jesus død og genopstandelse. I dag er påsken mest kendt, som en række sammenhængende hellig- og fridage, hvor familier mødes til påskefrokoster og hyggeligt samvær.

Total omsætning i Danmark (2017):
Ukendt, samlet omsætning for e-handel i for marts/april: 10.800.000.000 / 9.500.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Blomster, smykker, accessories, restauration, events, oplevelser, rejser.

Mors dag

2. søndag i maj

Mors dag afholdes den 2. søndag i maj, og er dagen hvor mødre fejres og hædres. Mors dag kom til Danmark i 1910, hvor man i Rønne på Bornholm, afholdt "Moders dag", som en offentlig begivenhed med 400 deltagere. Dagen blev importeret fra USA, hvor den blev opfundet i 1872 af den amerikanske forfatter og kvindevalgretsforkæmper Julia Ward Howe (1819-1910). Oprindeligt var formålet at skabe en dag, som hædrede fred, men blev senere til en mærkedag, som skulle hædre alle mødres arbejde.

Total omsætning i Danmark (2017):
Ukendt, samlet omsætning for e-handel i maj: 9.900.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Blomster, smykker, accessories, restauration, events, oplevelser.

Fars dag

5. juni – Grundlovsdag

I Danmark ligger Fars dag på dagen, hvor Danmark fik sin Grundlov i 1849: Grundlovsdag, den 5. juni. Netop sammenfaldet mellem de to begivenheder, kan være årsagen til at Fars dag ikke er genstand for den store opmærksomhed i den danske befolkning. I modsætning til i andre lande, hvor begivenheden fejres som en mærkedag. Fars dag blev indført i Danmark omkring 1935, men er blevet fejret i USA siden 1910, hvor man fejrer begivenheden den 19. juni.

Total omsætning i Danmark (2017):
Ukendt, samlet omsætning for e-handel i juni: 10.100.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Elektronik, computer, tøj og sko, restauration, events, oplevelser.

Skole- og studiestart

August og september

Hvert år i august, tager folkeskolerne hul på et nyt skoleår (0.-10. klasse), og i tusindvis af børn og unge pakker skoletaskerne efter en 7 uger lang sommerferie – enten for at starte på gymnasiet, gå et klassetrin opad i folkeskolen eller for at tage det store skridt fra børnehave til grundskole. September er måneden, hvor studerende begynder på de videregående uddannelser eller universitetsuddannelserne.

  • I skoleåret 2016/2017 var der i alt 712.927 elever i den danske grundskole (kilde)
  • I 2015 blev der i alt optaget 56.076 elever på de gymnasiale uddannelser (kilde)
  • I 2016 blev der i alt optaget 63.015 elever på de erhvervsfaglige uddannelser (kilde)
  • I 2016 blev der i alt optaget 64.469 studerende på de videregående uddannelser (kilde)

Total omsætning i Danmark (2016):
Ukendt.

Brancher med særlig interesse:
Bøger, elektronik, computer, kontorartikler.

Halloween

31. oktober

Halloween stammer oprindeligt fra Irland, men blev eksporteret til USA i midten af 1800-tallet, hvortil mange irere immigrerede, som følge af fattigdom og hungersnød i deres eget land. I Danmark har vi ikke tidligere haft tradition, for at fejre Halloween, som man for eksempel gør i USA. Herhjemme har dagen, den 31. oktober, været kendt som Allehelgensaften, som var aftenen før Allehelgensdag – en tidligere kristen helligdag, som formelt blev afskaffet i 1770.

I følge folketroen, er Allehelgensaften aftenen, hvor hekse, genfærd og mørkets magter, kommer frem for at håne og vanære de helgener, som traditionelt blev fejret på Allehelgensdag. Siden afskaffelsen i 1770, forsvandt Allehelgensaften (og Allehelgensdag) langsomt fra dansk kultur, indtil i 1990'erne, hvor Halloween for første gang gjorde sit indtog i Danmark – og siden har fået både børn og voksne til at klæde sig ud og pynte op i uhyggeligste forstand.

At danskerne har taget Halloween til sig, skyldes sandsynligvis at der ikke findes officielle traditioner eller mærkedage efter sommeren og frem til Jul. Det har efterladt et hul i kalenderen, som nu er blevet udfyldt af den nye tradition. Danskerne har taget Halloween til sig i en sådan grad, at nogle omtaler dagen, som Fastelavns afløser – og tal fra tidligere år viser at Halloween, er tre gange større i Danmark end Fastelavn.

Total omsætning i Danmark (2016):
Ukendt, samlet omsætning for e-handel i oktober: 8.800.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Alle.

Black Friday

Sidste fredag i november

Black Friday er en udsalgsdag, som er adopteret fra USA. Det er dagen, hvor butikkerne slår dørene op for tilbud til uhørt lave priser. Netop som følge af de lave priser, sker det i USA ofte at kunderne kommer fysisk op at slås om et godt tilbud, og det er ikke usædvanligt at kunder kommer til skade under udsalget. Der har også været en række dødsfald, som enten har været direkte eller indirekte relateret til Black Friday – hvilket understreger graden af kaotiske tilstande, begivenheden fører med sig i bl.a. USA. Herhjemme går begivenheden mere stille for sig på trods af den store interesse for at gøre et godt køb.

Black Fridag ligger dagen efter Thanksgiving (fjerde torsdag i november), og stammer oprindeligt fra USA. I 2011-2012 begyndte en række danske webshops at indføre Black Friday herhjemme. Siden da, har utallige shoppingcentre, butiksgader og netbutikker taget udsalgsdagen til sig. Herhjemme forlænger en del af de butikker og webshops, som er hoppet med på bølgen, de mange tilbud, Black Friday varer weekenden over.

Kritikere vil hævde, at Black Friday er "unødvendig hype", og at det er "et udtryk for dårligt købmandsskab at forære varer væk til spotpriser", mens tilhængere ser dagen, som en mulighed for at lokke kunder til og udbrede kendskabet til forretningen.

Total omsætning i Danmark (2017):
2.117.000.000 kroner (Dankort i alt)
288.000.000 (Dankort på nettet)
118.000.000 (Mobilepay Online)
(kilde).

Brancher med særlig interesse:
Alle.

Cyber Monday

Mandag efter Black Friday

Siden 2005 har Cyber Monday eksisteret, som e-handelens pendant til Black Friday. Cyber Monday er mandagen efter Black Friday, og her slår netbutikker "dørene op" for gode tilbud i stil med dem fra om fredagen. Tilbuddene findes kun online. I Danmark er det primært Black Friday, som har vundet indpas, men flere fysiske butikker og netbutikker forlænger Black Friday og supplerer med mandagstilbud, og på den måde smelter Black Friday og Cyber Monday i Danmark sammen til en begivenhed.

Total omsætning i Danmark (2016):
E-handel: 284.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Netbutikker.

Julehandel

November og december

Året afsluttes med den traditionelle julehandel, som hvert år finder sted i november og december. Julehandlen i Danmark, går tilbage til omkring 1920'erne, hvor Julen var blevet kommerciel og børnene var begyndt at skrive ønskesedler med materielle ting, de ønskede sig i julegave. Dermed er julen den ældste kommercielle højtid i Danmark.

Tidligere, det vil sige før 2012-2013, var det helt almindeligt at julehandlen begyndte allerede i oktober og november. Men efter at Halloween, Black Friday og Cyber Monday gjorde deres entré i Danmark, starter julehandlen nu først ved udgangen af november – eller den førstkommende hverdag efter Black Friday/Cyber Monday.

Total omsætning i Danmark (2016):
30.500.000.000 kroner (kilde).

Brancher med særlig interesse:
Alle.